Amazing Crete accommodations, selfcatering, villas & apartments

Hvornår er den bedste tid at besøge Kreta

visit-crete.01

Der er ikke rigtig nogen “bedste årstid” at besøge Kreta. Det kommer helt an på, hvad man søger. Læs lidt om hvad du kan finde hvornår.

Januar og februar

Det er vintertid, det kan regne en del, men der er dog også mange solskins dage med temperaturer mellem 15 og 25 grader, og du kan nyde den pragtfulde udsigt til de snedækkede bjerge (nogen gange er der mere end 3 meter sne på dem). Det er også på denne årstid blomsterne begynder at vokse, mandeltræerne blomstre, anemoner dækker jorden og citrus træerne står fulde af frugt. Det kan være vanskeligt at finde logi i turistområderne, men der er ingen problemer i de større byer.

Hvis du kommer til Kreta for kulturens skyld og gerne vil tilbringe tid med at udforske museer, besøge de arkæologiske udgravninger og kirkerne, så er det slet ikke noget dårligt tidspunkt. Vintertid er næsten det eneste tidspunkt, hvor du kan besøge Knossos og det arkæologiske museum i Heraklion, uden at skulle vandre i hælene på tætte menneskemængder. Selv om der kan være koldt på Kreta, så bliver her aldrig så koldt som i Nord Europa og pragtfulde solskinsdage er her også.

Marts og april

Vejret er stadig ustabilt og kan være både meget behagelig og meget vådt. Strålende høj sol, blæst eller regnvejr. Nætterne er stadig kølige eller endda kolde. Havet lidt for koldt for de fleste. Men et orgie i blomster og fugleliv. Efter vinters regn er frugtbarheden på sit absolut højeste og hele øen er som dækket af blomster og grønt. I april kommer de første turister og her falder også den græske påske, som i 2014 faldt sammen med den Romersk Katolske og vores. Påsken er årets største højtid og den tid, hvor du på nærmeste hold kan opleve Kretas traditionelle varme gæstfrihed.

Maj og juni

Der er næsten garanti for godt vejr, havet er varmere og der er stadig masser af blomster og grønt og ikke for mange turister. Det er måske den bedste tid at besøge Kreta, især hvis du vil på vandreture. Det er endnu ikke er så varmt, men for de fleste af os nordboere, er det sommer.

 Juli og august

Høj sæson! Det er varmt, meget varmt og alt for mange turister især efter at grækerne har “opdaget” Kreta som ferieø. Livet leves ude, på tavernaer, barer og discoer er som er fyldt til bristepunktet, priserne stiger, og det kan være svært at finde et sted at bo, hvis ikke man har booket på forhånd. Havet er selvfølgelig pragtfuldt og du kan sagtens finde både landsbyer og strande der er forholdsvis uforstyrret. Men er du til fest og farver – så er det nu du skal tage til Kreta.

September og oktober

Gode måneder fordi vejret ikke længere er så varmt, havet er stadig dejligt lunt og der er langt færre turister. Kretenserne – særligt de der arbejder med turister, er godt nok lidt trætte efter turistsæsonen, men er begyndt at slappe lidt af. De varme aftener i september betyder at livet stadig leves ude. Dette er også en af de bedste tidspunkter til vandreture og udforskning af øen. Et lille minus er at naturen er meget tør efter den lange tørketid.

November og december

Turismen stopper brat I begyndelsen af november med de sidste charter fly. Disse måneder er lige så stille som januar og februar, men chancen for godt vejr er meget større og havet er stadig pragtfuldt at bade i. Alt i alt ikke noget dårligt tidspunkt at besøge Kreta, hvis du er parat til at risikere et par dage med dårligt vejr.